Om ejendommen
E/F Kollektivhuset er et 12 etagers højhus centralt i Aalborg beliggende som sidste ejendom inden Limfjordsbroen, hvilket giver boligerne en enestående udsigt over Limfjorden.
Ejerforeningen består i dag af 93 ejerlejligheder i et højhus, som også har adgang til et flot og aflåst cykelrum. Parkering foran ejendommen er efter først-til-mølle princippet.
I stueetagen ligger Nordjysk Låseteknik og Aalborg Billard Klub af 1931. Derudover er SEAPORT på Strandvejen også en del af ejerforeningen.
Ejerforeningen har ansat vicevært som varetager de praktiske opgaver i ejendommen, men i høj grad også andre enkeltstående og forefaldne praktiske opgaver i ejerforeningen.
I ejerforeningen forefindes naturligvis elevator. Af andre fællesfaciliteter kan blandt andet nævnes adgang til et fælles vaskeri, hvor der kan købes vaskemønter til brug af både vaskemaskine og tørretumbler hos viceværten. Endvidere er det som beboer i ejerforeningen muligt at leje festlokalet i kælderen samt gæsteværelser til overnattende gæster.
Ejerlejlighederne har desuden eget kælderrum tilknyttet.